<

Nedtælling til unghestechampionat 201427-02-2014 - 10:00

Den 9. november blev Porsborggårdens Tinus med Klaus Holm som rytter placeret som nr 3 i egnethedstesten på Finstrupgaaard v. Aalborg med en total på 860 point. Karaktererne var 8,5 for trav, 8,5 for skridt, 9 for galop, 8 for ridelighed, og 9 for kapacitet.

Vejen frem mod at få Tinus klar til unghestechampionatet har været lidt problematisk. For det første var han knapt tilredet da han startede e-testen i november, så det var først herefter at den meget sensitive og vågne herre skulle igang med at lære at være styrbar, lave galopanspring, osv. osv. Samtidig har han været i enorm vækst så der har været indlagt en masse korte og lange pauser indimellem for at sikre en glad og arbejdsom hest som går til opgaven med stor iver og arbejdslyst.

I januar startede Tinus og Klaus stævne i Lerbæk med et fornuftigt resultat og fik gode input til hvad der skulle arbejdes videre med. Som ekstra hjælp til dette modtog de undervisning hos berider Nicolaj Kowalski en enkelt gang. Det er ualmindelig svært at forberede sig til et championat i Herning hvor den atmosfære og uro som hesten skal præstere i er så vidt forskellig fra det han er vant til hjemme. Det er ikke første gang vi har hest udtaget til Herning men det er første gang vi selv fremstiller og vores viden om hvad der forlanges af hesten dernede er noget nær ikke-eksisterende.

Derfor - da Tinus begyndte at komme i form - valgte vi at tage til den person i Nordjylland som vi mente havde bedst begreb om hvordan vi skal forberede hesten og derfor har Tinus og Klaus modtaget undervisning af Andreas Helgstrand en gang om ugen i februar måned. De resterende dage inden onsdag den 5. hvor vi indlogerer os i Herninghallerne vil så blive brugt til at finpudse på de ting han er god til og så erkende at selvom vi er nået langt fra den halvrå hest vi havde med til e-test, så når vi ikke at have hesten fuldkommen parat til unghestechampionatet, men håber på at vi har sikret os at vi møder op med en glad, smidig og tilpas hest. (Og krydser så fingre for at han ikke går i panik når han kommer på "scenen").

<